Så er Spilf rykket over i Wordpress-regi, og vores nye side er nu her:

http://spilf.dk/

I det følgende kommer lige et par bog-anbefalinger. Så kan I enten komme med flere anbefalinger i kommentarerne nedenfor, eller skrive et helt nyt indlæg.

Her tænkes både på bøger man har læst, bøger man er i færd med at læse, eller bøger man påtænker at læse (fordi man har læst en god anmeldelse, hørt om den fra en bekendt eller lignende...).

• Don Winslow - The power of the Dog: Oven på en helt fantastisk anmeldelse i Weekendavisen måtte jeg bare læse The Power of the Dog - og til kun £6 på Play blev den hurtigt bestilt. Og jeg er bestemt ikke skuffet! Er foreløbig godt 400 sider inde i denne pageturner, og jeg er helt enig med Weekendavisens anmelder når han skriver: "The Power of the Dog er et mesterværk, hvis sider er dyppede i blod, rullet i narko og hængt til tørre på Mexicos vindblæste prærie klods op ad et Amerika på randen af et nervøst sammenbrud". Han bliver sammenlignet med James Ellroy (Black Dahlia, LA Confidential) og Cormac McCarthys suveræne No Country for old men - ikke noget dårligt selskab. En bog, der blander det bedste fra film og bøger som Godfather/Traffic/Scarface/No Country for old men.
• Cormac McCarthy - No country for old men: En bog jeg læste for et par måneder siden, og som i disse dage bliver fremvist på Cannes festival, instrueret af Coen brødrene (efter sigende deres bedste film i mange år!). En barsk bog, uden det helt samme strejf af "godhed" som i Winslows bog ovenfor. Lidt svær at læse, med den megen sydstats dialekt, men helt klart besværet værd!
• Michael Lewis - Liar's poker: En bog jeg fik anbefalet af en arbejdskammerat (selvfølgelig!). Skulle være bogen om Wall Street. Den venter jeg med at læse til efter eksamen... 
• Jonas T. Bengtsson - Submarino: Endnu en bog, der har fået en fantastisk anmeldelse på Weekendavisen, hvor den er blevet kåret til månedens bog. Skulle eftersigende minde lidt om Nordkraft (som jeg ikke var specielt vild med), blot placeret i Nordvest i stedet for Aalborg. Fra anmeldelsen på WA: "En københavnerforfatter, der skriver om byens brutale bagside, så man sidder tilbage med lige dele frygt og forståelse. Submarino havner simpelthen som en kanyle i læserens pulsåre og er et godt bud på sæsonens blockbusterbog." En bog jeg nok bør få læst, og får jo helt sikkert noget tid til det her i sommerferien.
  

Nu har vi jo efterhånden samlet en del brætspil sammen i vores "fælles" ludotek. Og i den forbindelse er der så også en del spil, der får lov at samle støv på hylden. Jeg vil derfor lige lave en liste over brætspil, som vi enten ikke har fået spillet nok, eller ikke har spillet i lang tid. Et navn ud for et brætspil betyder, at pågældende person slet ikke har prøvet spillet (at skamme sig!), et navn i parentes (.) betyder, at personen kun har spillet spillet én gang, eller at det er lang tid siden sidst... Der er sikkert både udeladelser, forglemmelser og misforståelser i nedenstående. Derudover har jeg kun inkluderet Spilf's medlemmer, ie. David, Kasper og Kristoffer.

•  Battlefleet Gothic: Kristoffer, (David), (Kasper). Et spil jeg fik af min kæreste for to år siden, og som sidenhen kun er blevet spillet én (1) gang... Og endda et spil, der tegnede rigtig godt! Jeg tror, at spillet kom i en mellemperiode, hvor vi var ved at starte Spilf op for alvor, og derfor fik øjnene op for eurogames (og hybriderne heraf), og så røg Games Workshop spillene lidt ud på et sidespor (se også Space Hulk og Mordheim nedenfor).
• Stocks and Bonds: Kasper, Kristoffer. Egentlig ikke et spil jeg har den store lyst til at prøve igen, medmindre som pædagogisk redskab til at forklare lidt om netop aktier og obligationer (gab!). Også et spil, der røg ud på et sidespor, da vores brætspils samling udvidede sig. For lidt interaktion, for megen tilfældighed og for meget brug af lommeregner, placerer dette spil langt tilbage i køen...
• Memoir '44: Kasper, (Kristoffer). Har spillet 4 gange mod Kristoffer på en dag, men det tæller dog alligevel som én gang i min bog... Et rigtig sjovt spil, om end lidt simpelt og temmelig meget præget af held, men dog et spil jeg gerne snart vil spille igen.
• War of the Ring: Kasper. Jeg har spillet WotR to gange med Kristoffer, med én sejr til hver, så vil meget gerne prøve spillet igen. Temaet, det flotte layout (typisk for Fantasy Flight Games) og en god blanding af mechanics (terninger, area movement, card driven) gør det til et rigtig godt spil (omend reglerne halter en smule, synes jeg) og den flotte placering som nr. 13 på Boardgamegeeks liste er fuldt fortjent!
• Caylus: (David), (Kasper). Med den flotte placering som nr. 4 på Geek listen, er det egentlig lidt dårligt at jeg kun har prøvet spillet én gang (Gitte og jeg gik i gang med det, men spillede ikke en hel tur, så den tæller vist ikke). Det var rigtig sjovt, da jeg til sidst fangede mekanikken, men også et rigtig tungt spil, som man nok ikke lige finder frem så tit...
• Pila: Kasper, (David). Det alternative fodboldspil har jeg prøvet en gang mod Kristoffer en gang for længe siden til Øresundskollegiets brætspils klub om torsdagen. Efter at Kristoffer fik erhvervet det, har jeg dog ikke fået det prøvet...
• Mordheim, Space Hulk, BloodBowl, Warhammer Quest: (David), (Kasper), (Kristoffer). Fire solide brætspil fra Games Workshop, som vi ikke har spillet i lang tid (jeg ved dog ikke om Kasper har haft Warhammer Quest fremme i mellemtiden....). Lidt synd at de sådan er lagt på hylden, men måske de kommer frem igen? Mordheim holdt vi jo en pause med på et tidspunkt, for så at vende frygteligt tilbage!
• Attack!: Kasper, Kristoffer. Igen et brætspil, som jeg egentlig ikke har så stor lyst til at spille, når man ser på hvilke spil vi ellers ligger inde med.. Kunne helt sikkert være sjovt som "beer and pretzel game", men så igen....
• Hammer of the Scots: Kasper. Har indtil videre fået spillet HotS to gange med Kristoffer (med sejre til Kris begge gange, den snu rad!), og ser helt sikkert frem til at prøve det igen. Et rigtig godt spil, når man først får lært reglerne ordentligt... Og indtil videre det eneste block-game i vores samling.
• World of Warcraft: (David), (Kristoffer). Siden Kasper købte udvidelsen til spillet, har jeg kun prøvet det én gang. Som det nok er bekendt, så ligger dog også pænt nede af listen hos mig - men måske er det det der skal til, for at Kasper er med på andre spil? Quid pro quo, som det hedder...
• Axis and Allies: (David), (Kasper), (Kristoffer). Siden Kristoffer købte den gamle klassiker, har vi faktisk ikke prøvet spillet... Kan huske at jeg fik læsterlige tæv engang i påsken i Skagen, men det var vores gamle udgave... Måske det snart er tid til en ny gang A&A, med øl og chips etc?

Det var de spil, jeg umiddelbart kan huske vi ikke har spillet længe. Der er sikkert flere. To ting springer i øjnene: For det første er vi vist ikke så gode til at prøve de forskellige spil, det lader til at vi nemt forfalder til at spille de samme spil igen og igen. Dernæst springer især Kaspers navn i øjnene - det skal vist påtales på næste møde?!

Først kom filmen, som inspirerede tegneren Frank Miller (der oprindeligt så filmen som knægt i biografen) til tegneserien 300. Den inspirerede så instruktøren Zack Snyder (Dawn of the Dead) til filmen 300, der har gået sin sejrsgang over hele kloden (eller i hvert fald i USA og Rusland...). Nu kommer så brætspillet over filmen over tegneserien over filmen... Det ser ikke specielt spændende ud, med en spilletid på 20-30 min (!), og virker lidt for meget som om nogen prøver at score en hurtig profit på filmen. Men mon ikke det ender med at blive en lille succes alligevel (nok ikke på Geek'en, though!)

Mmm.. for en god gang bolognese. Én og en halv times simren kombineret med næsten en halv liter rødvin – så kan det jo ikke gå helt galt!

Og, nå ja, så blev der også lige lagt skinner ud til den helt store guldmedalje. For nogle var det anden gang vi skulle lege togbaroner, for andre tredje gang, så vi var alle lidt uerfarne ud i Railroad Tycoon. Det skulle dog ikke forhindre os i at fare ud over stepperne og plastre USA til med sølvskinnende skinner og store kulrygende lokomotiver!

Begyndelsen er altid vigtig og endda endnu mere end normalt når det gælder et spil som Railroad Tycoon. Det er simpelthen alfa og omega hvor man får placeret sig! Men måske endnu mere hvordan de andre placerer sig, da dette er udslagsgivende for om ens placering bliver perfekt eller seriøst dårlig. Jeg lagde ud med at starte og valgte Raleigh på østkysten som det perfekte udgangspunkt. Den ligger cirka midt i og der er således gode muligheder for at udvide både nedad og opad. Samtidig var et af de misssionskort vi startede med en levering til Raleigh og jeg så her en god mulighed for at score nogle hurtige point. Kombineret med et andet missionskort som gav hele 8 victory points hvis jeg fik lavet en jernbane fra Atlanta og Boston (tror jeg, i hvert fald et sted der lå tæt på Raleigh) så jeg gode muligheder i denne startposition (selvom jeg tidligere har brændt nallerne på den).

Kasper valgte efter mig og fik valgt et sted lige på den anden side af den østlige bjergkæde helt oppe nordpå. David valgte at starte lidt syd for mig mens Andreas satte sig på det umiddelbare lukrative New York område.

Og så blev der ellers lagt jernbanesveller ud. Andreas tog hurtigt føringen pga. hans gode område med tætte forbindelser og hurtige leverancer. Jeg selv fik scoret mine Raleigh points og fik udbygget et tæt jernbanenet til de omkringliggende byer. David holdt sig syd for mig og fik forbundet byerne der, samtidig med at han valgte at starte op et nyt sted nær Chigago. Kasper fik forbundet hans byer men kom dog lidt dårlig fra start og haltede bagefter et stykke tid.

Udslagsgivende i spillet var at jeg fik forbundet Atlanta og derved scorede dejlige 8 ekstra victory points. Jeg begyndte således i stor stil at æde mig ind på Andreas’ føring, en føring som han fik stadigt sværere ved at holde, da der efterhånden ikke var mange leverancer at lave oppe nordpå. Han var lidt lukket ind med hav til den ene side, bjergkæde til den anden, ingen spilleplade nordpå og sydpå, ja, der havde jeg lagt skinner på kryds og tværs, så der var fuldt booket op. Det viser sig åbenbart at godt begyndt ikke er halvt fuldendt! Hmm, eller måske snarere noget med at den der ler sidst... og bedst og sådan noget?

Nuvel, enden på det hele blev, at jeg endelig fik vundet i mit eget spil. Og, det var bestemt også på tide! Jeg fik godt nok ikke opfyldt mit Tycoon kort, som var at være den første til at bygge et level 6 lokomotiv. Der var Andreas mig lidt for hurtig, da hans økonomi som sagt virkelig blomstrede i starten af spillet. Men, hvad gør det, da der heller ikke var nogen af de andre som fik opfyldt deres Tycoon kort – Andreas skulle have færrest aktier og endte på tre hvilket jeg bl.a. også havde. David skulle have flest penge og endte på 57 mod Andreas 62 (som han ikke vidste hvad han skulle bruge til?). Og, Kasper havde fået den relativt svære mission at skulle bygge et Western Link, noget der ikke var plads til i hans økonomi.

Scoren blev: Kristoffer (104), Andreas (92), David (78) og Kasper (71). Altså relativt tæt i toppen og i bunden. Et sjovt spil som vi bestemt snart skal spille igen. Virker også til at blive sjovere og sjovere jo mere føling man får med spillet og det flow der er i det. At få en fornemmelse for hvordan man skal geare sin økonomi og hvilke investeringer man skal lave, er for mig at se afgørende! Kombineret med en udviklet evne til at kunne læse brættet og se hvor de gode leverance muligheder er.

Note til billede: Andreas (grøn), Kristoffer (sort), David (rød), Kasper (lilla)

I mangel af brætspilsrelaterede indlæg får I lige lidt underholdning. Rolling Stones har lagt de 25 bedste klip fra South Park ud til fri afbenyttelse. Se bl.a. klip nr. 25 hvor Cartman når et helt nyt niveau i ondskab.

Lige en brætspilsrelateret nyhed set i Søndagsavisen.

Freedom...! Smuk, gribende scene. Men tarme ud af maven på William Wallace igen? Nej tak!

Det skulle jeg ikke nyde noget af, så jeg var fast besluttet på at vise englænderne, i form af den grumme Edward den II (aka Longshanks) og den ligeså grumme David, hvem der bestemte i højlandet.

Det var kun 2. gang vi prøvede spillet "Hammer of the Scots" og første gang havde jeg vundet en overvældende sejr som englænderne. Dog, havde vi dengang fundet nogle af reglerne i løbet af spillet så for ikke at gentage dette, brugte vi indledningsvis en del tid på at sikre, at vi fik alle aspekter korrekt med. Og det gjorde en kæmpe forskel! Især reglerne omkring regrouping og retreats samt rækkefølgen i vinterfasen var afgørende punkter, og spillet vandt gevaldigt på disse.

De første par runder var rimelig "bløde". Jeg overvejede indledningsvis at angribe Mentieth, da denne og Fife er afgørende strategiske placeringer i spillet. Dog besluttede jeg at spille på det sikre, og rydde højlandet først inden jeg pressede nedad. Dette blev gjort efter lidt kæmpen frem og tilbage, hvor især Wallace legede enmandshær med nogle dybe stik-angreb hvor regrouping reglen gjorde at han altid kunne trække sig tilbage til et sikkert sted. På grund af vores nybegynderstatus gik spillet ret langsomt frem... men det blev aldrig kedeligt! Typisk for et 2-personernes spil er man også meget involveret og især i Hammer of the Scots virker det også til at spillet er meget lige et godt stykke ind i runderne. Her gjorde regrouping og retreat reglerne også en afgørende forskel, da man så kan trække sig ud uden at tabe det hele på gulvet - hvis nu terningerne ikke har været med én.

Nå, men efter at have ryddet højlandet havde David fået tilkæmpet sig Fife. Jeg fokuserede nu på denne og fik relativt hurtigt erobret den tilbage. Herefter stod Mentieth for skud. Det blev en drabelig kamp som jeg vandt med nød og næppe! Mine styrker stod sårede tilbage og jeg kunne se at David oprustede for at tilbageerobre regionen. Heldigvis havde jeg kortet "Victuals" hvor jeg kunne opruste styrker med lidt friske forsyninger. Så startede skyttegravskrigen ellers og jeg fyldte Mentieth med forsvarsstyrker mens David fyldte de omkring liggende lande til bristepunktet. Det var her det afgørende slag skulle stå. Angrebet blev sat ind og det viste sig at både Wallace og Edward deltog; hvilken setting for finalen.

Long story short - David måtte krybe derfra med et rap over nallerne. Eller... vi havde begge fået alle vores styrker ned på én i strenght, så det var nogle sørgelige rester vi sad med. Men hvad gør det, så længe jeg stadig sad på regionen?! Skots sejr! Freedom til Skotland!

Lidt fakta: vi endte i 1302, David havde Galloway, Dunbar, Stewarth og Lennox tilbage mens jeg havde de resterende. Havde været interessant at spille videre for nok stod jeg stærkt, men man kommer også tættere og tættere på den engelske grænse, hvorfor de ret let får forstærkninger i spil. Sejren var måske min men jeg blev til gengæld sygdomsramt og måtte ligge i sengen de næste tre dage L

Mmm.. for nogle lækre store brasilianske bøffer... En genial måde at åbne grillsæsonen på!

Men, nu er dette ikke en mad-weblog men en brætspilsweblog, så selvom maden er mere end værd at skrive hjem om, så skal det i stedet handle om Arkham Horror. Det var første gang (fandt sted Påskelørdag) vi skulle prøve det med 5 spillere, hvoraf to af disse var nybegyndere så der blev brugt lidt tid på at forklare regler og elementer i spillet.

Min personlige oplevelse: spillet var langtrukket, manglede flow og var uoverskueligt. Altså ikke noget værd at skrive hjem om. Jeg ved ikke om de andre spillere vil være ligeså hårde (eller milde) i deres vurderinger, men generelt havde jeg på fornemmelsen at vi var rimeligt på bølgelængde omkring det - der var i alt fald enighed om at stoppe da dette blev foreslået.

Et spil som Arkham Horror vinder først og fremmest på dets autenticitet i forhold til H.P. Lovecrafts univers og den stemning der derved skabes. Yderligere tilføjes aspektet med at opbygge sin figur, noget som kun gøres med risiko for liv og lemmer. Ovenover alt dette svæver den udtrukne onde, gamle gud og lægger et tidspres på én og gør at man er nød til at blive enige om en god plan, således at man kan få lukket de skide dimensionsporte og ikke mindst få dem forseglet!

Problemet med 5 spillere er at stemningen bliver svær at holde. Typisk går der snak i den mellem spillerne, da der jo er noget mere downtime pr. person end når man er færre spillere. Et andet aspekt er at stemningen måske ikke bliver helt det samme, hvis alle ikke er inde i Cthulhu Mythos og har lidt indforstået viden. Det bliver også lidt uoverskueligt med fem forskellige karakterer og derved svært at lægge en god Masterplan. Ligeledes vil nogle af kvaliteterne af de enkelte karakterer klart overlappe hinanden når man er fem, og dette gør at det kan være svært at differentiere sig i forhold til hinanden.

Alt i alt har jeg fået større oplevelser ud af Arkham med færre spillere og derved mindre downtime. Dog, tror jeg at det måske kan gå med fem. Men så skal alle være meget erfarne spillere både så runderne lynhurtig klares men måske også for at kunne skabe og holde stemningen.

Spilf er vist i Twilight Zone lige pt. Det må vi gøre noget ved! Hurtigst muligt. Må få oparbejdet et momentum så indlæg og kommentarer bare ruller derudaf.

Jeg har ikke lige noget spil-relateret, men i mangel af bedre så kan i få følgende link: top-10-action-hero-one-liners

Navnet siger vist det hele... Og prøv at læse nogle af kommentarerne, der er nogle rigtig gode. F.eks. følgende one-liner fra kommentarerne:

"What hurts you Conan?"

- "Only pain"

He, he. Og by the way, tjek www.kriisp.dk som nu er oppe i brandnew version. Er stadig i "tilretningsprocessen" så alle kommentarer modtages gerne :-)